torsdag den 27. april 2017

Lagkage med nøddebunde og bær (laktosefri)



Denne lagkage er ret lækker - nøddebundene er nemme at lave og kagen er faktisk bare lagt sammen med laktosefri flødeskum, masser af friske bær og mælkechokolade (laktosefri) er drizzlet henover til sidst.
Kagen er samlet i en bradepande fordi den skulle med min datter på arbejde til kollegerne den sidste dag i praktikken.



Nøddebunde
til en bradepande
9 stk. æg
300 g sukker
240 g mel
1 tsk. vanillesukker
2 håndfulde mandler, ristet i ovnen



Forslag til fyld og pynt
1/2 l laktosefri piskefløde (føres bl.a. i Rema1000)
400 g friske jordbær
125 g friske hindbær
200 g friske blåbær
2 kiwi frugter
100 g laktosefri chokolade (føres bl.a. i Rema1000)
evt. lidt bladguld og kagekrummer

Sirup
Valgfrit
1 dl. sukker
1 dl. vand

Kog sukker og sirup til sukker er helt opløst. Tages af varmen inden det får farve. Køl af mens kagen bages.

Smør en standardstørrelse bradepande. Beklæd den med bagepapir.
Forvarm ovnen på 180 grader. Hak mandlerne groft og rist dem i ovnen i 10 minutter. Lad dem køle af.
Pisk æg og sukker/vaniljesukker til det er helt hvidt, det tager ca. 10 minutter ved høj hastighed.

Tilsæt melet lidt efter lidt mens der piskes videre ved lavere hastighed. Tilsæt til slut de groft hakkede nødder og bland med en dejskraber.
Hæld dejen i formen og bag midt i ovnen i 40 minutter. Åben ikke ovnen mens kagen bager. Efter 40 min kan man med en tandstikker tjekke om kagen er gennembagt.
Lad kagen køle af i 10 min i formen. Herefter fjernes form og bagepapir og kagen køles helt af.



Skær toppen af kagen, helt tyndt, så kun det brune kommer af. Skær også det alleryderste af siderne*. Del kagen til to bunde. Mine blev ca. 3-4 cm tykke. Læg den ene bund på serveringsfadet. Dryp evt. bunden let med sirup.



Fordel halvdelen af flødeskummet på bunden. Fordel så halvdelen af frugten på flødeskummet. Hak halvdelen af chokoladen og drys over kagen.



Dryp den anden bund med sirup og vend den fugtige siden nedad. Dryp igen let overfladen med sirup og fordel resten af flødeskummet på bunden. Læg resten af pynten på kagen.
Smelt resten af chokoladen og pynt kagen med den. Stil på køl, gerne natten over.



Kagen bør nydes afkølet :)

Tip*
Del flødeskummet i 3 skåle. Den ene del bruges på første bund, den anden skål bruges på bund nr. to. Den resterende flødeskum smøres langs kanterne af kagen. De fraskårne sidestykker af kagen kan smuldres og presses let på siderne af kagen i flødeskummet.

Kagen er set hos og inspireret af Den laktosefrie blog