lørdag den 30. april 2016

Cupcakes med citron og hindbær



Til selve cupcaken har jeg for en gangs skyld brugt en færdigpakke. Jeg fik en prøvepakke tilsendt fra Squires Kitchen.uk, der både var gluten og laktosefrie.

Jeg valgte dog at bruge en anden frosting end den der fulgte med pakken. Jeg skulle have gæster, så de måtte godt se lidt mere festlige ud. Og dermed var de ikke laktosefrie mere.



Kagerne var super nemme at lave. Æsken indeholder sukker, dej-mix, mix til frosting og cupcake-forme. Der skal blot tilsættes æg, olie og (laktosefri) mælk.
Som et ekstra pift valgte jeg at udhule dem og putte 1 lille teske Lemon Curd i, så citronsmagen blev mere intens.



Til frostingen brugte jeg denne opskrift:

Hindbærfrosting
(til ca. 14 cupcakes i et pænt lag)
ca. 150 g frosne hindbær
2 spsk citronsaft
225 g (usaltet) smør - stuetempereret
et nip salt (hvis du bruger usaltet smør)
340 g flormelis (måske mere), sigtet/siet
1 spsk. piskefløde (måske mere afhængig af konsistensen)
Friske hindbær til pynt
Evt spiselige blomster/blade (her er det Rød Skovsyre/vulkansurkløver, Oxalis vulcanicola - kært barn mange navne)



Kog hindbær med citronsaft til mængden er reduceret til 1/3 og bliver pure-agtigt. Lad pureen køle helt.
Rør smør i en maskine/med håndmixer i ca. 3 minutter. Tilsæt hindbær pure og rør igen ca. 1 minut.
Tilsæt flormelis af ca. 4 omgange. Rør nu langsomt, så du ikke får flormelis over det hele :) Tilsæt også salt.
Afhængig af konsistensen tilsæt 1 spsk piskefløde af gangen. Stop når konsistensen er passende.



Et lille kig indeni:

fredag den 22. april 2016

Julies konfirmationskage



Se lige denne skønne pige - og den flotte hest ved hendes side. Det er Julie og hun skal konfirmeres i dag.


Kagen til festen indeholder vaniljelagkagebunde, hindbærmousse og Tobleroneganache. Kagen er smurt op med Nutellacreme, for Julie elsker chokolade.

Langs kagen er sat et hegn, formet og præget af skøn chokoladefondant fra Satin Ice.



Alle de små blomster har fået en lille sølvsukkerperle i midten. Inden i selve spring-forhindringen er der pinde for at holde forhindringen stabil, men ellers kan alt spises. Også billedet, der er printet i sukker.





Kagen måler 28x38 cm og er 8,5 cm høj.
Kagen er beregnet til 40 personer.



Opskrifter
Lagkagebunde
Hindbærmousse
Tobleroneganache
Nutellacreme

onsdag den 20. april 2016

Syndige milkshakes


Min datter og jeg var fornylig ude og smage disse lækkerier - FREAKYSHAKES.
Uha sikke noget :) De smagte skønt, men til sidst blev det dog lidt for sødt, og vi måtte levne lidt...
Vi prøvede 2 forskellige - en med smag af peanut og en med chokolade. Der var desværre udsolgt af Salted Caramel.



Den med peanut havde masser af skumfiduser, pynt af vaffelrør og en chokolade-pind, marshmallows-fluff og peanutbutter. Selve skeen var også pyntet - nice touch.



Den med chokolade havde en brownie-lignede kage på toppen, M&Ms sat fast med Nutella, vaffelrør og en chokolade-pind. Indholdet var i begge to det samme, milkshakes. Dog smagte den ene mere af chokolade og den anden af peanuts.

De kostede 69 kr (stykket), men det var sjovt og syndigt at prøve og stedet var rigtigt hyggeligt og pænt indrettet. Serveringen og betjeningen var også ok, så vi kommer nok igen :)

Desserthuset, Istedgade 105, 1650 København V Tjek deres Facebook-side.

søndag den 17. april 2016

Fyldte hindbærchokolader



For nylig købte jeg nogle nye chokoladeforme, bl.a. en hindbærform. Jeg fornemmer, at vi lige skal lære hinanden at kende før resultatet bliver helt perfekt!
Men nøj - de smager sørme godt, når de er lavet af mørk chokolade og har fyld af hindbærganache :)


I dag var de heldige modtagere min svoger og min nevø, der holdt fælles fødselsdag og lige skulle have en lille ekstra gave.

Opskriften er fra tv - Den Store Bagedyst.



Lys hindbærganache som fyld i chokolader
nok til ca. 15-20 chokolader

125 g lys chokolade
25 g piskefløde
25 g hindbær
7 g saltet smør
et lille bitte nip salt

Den lyse chokolade smeltes over vandbad.
Fløde og hindbær opvarmes til ca. 80 grader og emulgeres (røres) forsigtigt med den smeltede chokolade.
Tilsæt smørret lidt ad gangen sammen med et lille nip salt.
Afkøl til stuetemperatur.

fredag den 15. april 2016

Oreo småkager


Kun 5 ingredienser skal du bruge til disse skønne småkager :)

Oreo småkager
ca. 25 stk
115 g flødeost, f.eks. Philadelphia
110 g smør, blødgjort
150 g sukker
130 g hvedemel
10 Oreo småkager, i små stykker



Indstil ovnen på 175 grader.
Rør flødeosten i en skål til den er helt blød og cremet. Tilsæt smørret og pisk indtil det er godt blandet.
Tilsæt sukker og rør igen. Nu tilsættes melet lidt ad gangen og det hele blandes ved langsom hastighed.
Vend de hakkede Oreos i dejen med en ske eller dejskraber.
Sæt dejen på bageplader med bagepapir med 2 teskeer og lad dem bage midt i ovnen i ca. 10-12 minutter.
Lad dem køle lidt af på bagepladen og sæt dem på en rist til de er helt kolde.
Opbevares i en lufttæt æske.

lørdag den 9. april 2016

Oreo cupcakes - igen



Til børnenes fødselsdag faldt valget igen på Oreo cupcakes - heldigvis. Jeg havde selv glemt hvor godt de smager, så jeg bringer lige opskriften igen.

24 cupcakes
24 Oreo-kiks
150 g smør
200 g brun farin
200 g sukker
3 æg
2 tsk. vaniljesukker
300 g mel
2 tsk. bagepulver
3 dl. mælk
12 halve Oreo-låg (uden creme) hakket i grove stykker. (De sidste 12 låg skal bruges til frostingen)

Evt. flere kiks til pynt



Frosting
nok til 30 cupcakes middel pyntet
260 g naturel Philadelphia flødeost (ikke light, så bliver konsistensen ikke god)
100 g blødt smør
600 g flormelis
1 tsk. vaniljeessens.
12 finknuste/pulveriseret Oreo-låg (resten af dem uden creme)

Kagerne:
Forvarm ovnen til 180 grader.
Del (drej/twist) Oreo-kiksene, så du får en halvdel med creme og en uden creme. Læg den med creme i en cupcakeform, med cremen opad.
Pisk smør, brun farin og sukker godt sammen. Pisk æggene i – et af gangen.
Bland bagepulver, vaniljesukker og mel sammen.
Bland lidt af mælken i smørblandingen og tilføj derefter lidt af melblandingen – forsæt til alle ingredienserne er blandet i dejen.
Vend de groft hakkede Oreos i dejen
Hæld dejen i papirformene oven på de halve kiks – de skal være 2/3 fyldte. De hæver ret meget.

Bag kagerne i ca. 20 minutter. Lad dem afkøle helt på en rist.

Frosting:
Rør flødeosten, smør, flormelis og vaniljeessens sammen. Ca. 4-5 min.
Rør til sidst de pulveriserede Oreos i og pynt kagerne, evt. med en halv Oreokiks.

Opbevares på køl når der er frosting på, men nydes stuetempereret.



Kanelsnurre :)


Efter at have været på et kursus hos Meyers Madhus er jeg blevet fan af Kanelsnurre. Især er det sjovt at lave dem.

Herunder får du opskriften. Husk de lange æltetider – de er alfa og omega.

OBS - hvis du som jeg har en standard størrelse KitchenAid, så lav kun en ½ portion af gangen, eller kan maskinen ikke klare det.

Kanelsnurre (hel portion)
Ca. 12 stk. De bliver ret store

Dej
5 dl kold sødmælk
50 g gær
1 stort æg
1 kg hvedemel
150 g sukker
10 g salt
15 g stødt
2 tsk. kardemomme
150 g smør

Fyld
200 g blødt smør
200 g sukker
2 tsk stødt kanel

Desuden
1 sammenpisket æg til pensling
Evt. sukker til at drysse med



Sådan gør du
Hæld kold mælk i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, hvedemel, sukker, salt og kardemomme og ælt dejen, til den er helt glat og blank og slipper skålen. Det tager ca. 7-8 min., så du skal bruge en røremaskine og indstille den på lav hastighed. Skær smørret i små terninger, og kom dem i dejen, som nu skal æltes til den er blank og glat - det tager ca. 7-8 min. Lad herefter dejen hvile lunt i 1½ time med et klæde over, så den hæver lidt op. Slå dejen ned til en fast klump, pak den ind i husholdningsfilm og lad den køle af i køleskabet i mindst 1 time. Imens dejen hviler røres smør, sukker og kanel sammen til en remonce.

Vend dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud til et rektangel på ca. 30 x 60 cm. Smør remoncen ud over dejen, så det er jævnt fordelt.

Fold en tredjedel af dejen ind mod midten, og fold den anden tredjedel indover den første, så du har 3 lag dej. Rul nu dejen ud igen til ca. 30 x 30 cm, og skær den i 12 strimler, der er 30 cm lange og ca. 2,5 cm brede. Sno hver strimmel ved at tage fat i hver ende, og sno dejen modsat fra hver ende, så den får 6-7 snoninger. Tryk ikke så hårdt, at du klemmer remoncen ud.
Ønsker du mindre Kanelsnurrer (f.eks. til brunch), så del dejen i 2 eller 3 portioner. Strimlerne skal da max være 1,5 cm brede.

Tag den snoede dejstrimmel op med den ene hånd, og sno den 2 gange om din anden hånds pege- og langefinger. Læg den resterende dejsnip henover de to snoninger, placér den mellem din pege- og langefinger, og træk fingrene til dig, så snippen hæftes ind i kanelsnurren. Sæt kanelsnurrerne på et par bageplader med bagepapir, så snoningerne vender opad. Lad kanelsnurrerne hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse. Pensl kanelsnurrerne med æg og bag dem ved 200° i ca. 12–14 min. Afkøl kanelsnurrerne på en rist.

TIP Du kan godt ælte dejen i hånden, hvis du ikke har en røremaskine. Her skal du bare ælte dejen uden at vente med at tilsætte smørret. Ælt først i en skål i et par minutter og kom så dejen ud på bordet og ælt videre der. Dejen kan klistre ret meget, men bliv ikke fristet til at tilsætte mere mel, den skal nok samle sig. Ælt i 3-4 min. hold pause i 10-15 min. og bliv ved på den måde, til dejen bliver glat og elastisk.

Billederne er fra den dej vi alle fik lidt med hjem af. Jeg fik 14 mini Kanelsnurrer ud af 1/4 portion af dejen.

fredag den 1. april 2016

Festlig dessert



... til årets finale i X Factor.



Hjemmelavet mint-is med chokoladestykker, macarons med ganache af mørk chokolade og friske bær. Som ekstra finesse blev der stænket med chokoladesirup... Så er alt vist sagt :)

Mint-is med chokolade
ca. 1,5 l is
½ dåse kondenseret mælk (ca. 200 ml)
6 dl. piskefløde
1 tsk. pebermynte aroma
100 g mørk hakket chokolade
evt. lidt grøn pastafarve

Pisk mælk, fløde, aroma og pastafarve til konsistensen er som softice. Rør chokoladen i og sæt i fryseren.
(Opskriften er fra Ellies Kager, set på Facebook)



Chokoladesirup
Ca. 3,5 dl sirup
80 ml kakao (usødet)
220 ml. vand
180 ml. sukker
2 tsk. vaniljeekstrakt
Et nip salt

Sukker og vand varmes på middel varme. Når det koger og sukkeret er smeltet, tilføjes salt og kakao. Bliv ved med at røre i ca. 5 minutter. Siruppen vil nu være en anelse tykkere. Tag siruppen af varmen og tilsæt vanilje. Lad det køle ned (kan også serveres lun). Opbevares i køleskab i beholder med tætsluttende låg i op til 2 uger.

(opskriften er fundet på nettet)



Lækre scones


Forleden så jeg Nikolaos Strangas kreere disse lækre scones med 3 forskellige slags indhold i tv. Dem måtte vi lige prøve herhjemme. Opskriften er nem, men jeg fik kun 5 scones ud af en portion. På tv delte Strangas portionen i 3. Nå men så må man jo bare lave 2 portioner, en med chokolade og en med ost. De blev udstukket med et rund hverdagsglas. Stor succes herhjemme:)


Opskriften får du her:

55 g smør (skåret i små tern og sat i fryseren mens du gør de øvrige ingredienser klar)
1 dl. kærnemælk (jeg brugte laktosefri minimælk tilsat ca. 1 spsk citronsaft. Lad stå i ca. 10 min før brug)
10 g bagepulver
160 g hvedemel
25 g sukker (evt. Sukrin)
2 g salt
75 g grofthakket chokolade eller
60 g smagfuld ost i små tern

Tænd ovnen på 180 grader.
Bland mel, bagepulver, sukker og salt. Tilsæt de frosne smørtern, men bland det kun så lidt, at der stadig er i små synlige smørtern.
Tilsæt mælke og rør til dejen er ensartet.
Hæld dejen ud på et meldrysset bord, tryk den sammen men ælt den ikke mere end højst nødvendigt.
Bland enten chokolade eller ost i, men igen - ælt ikke for meget.

Rul ud i ca. 4-5 cm tykkelse. Udstik cikler med et glas eller kageudstikker. Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag midt i ovnen i ca. 15-18 minutter.


Originalopskriften findes her.