søndag den 29. november 2015

Ris a la mande - som kage


1. søndag i advent fik jeg besøg af søde og dejlig mennesker, som jeg forkælede med hjemmelavet æbleskiver og ris a la mande-kage.


Opskriften fandt jeg på nettet, hvor den findes i mange udgaver. Jeg valgte og tilpassede en opskrift, som vi kan li' den i vores familie.

Jeg har også tilføjet en anden version, her bruges pebernødder som bund og gløgg som top i stedet for kiks og kirsebærsauce.


Ris a la mande kage

Springform 20 cm
Kageplast til at fore formen med

Grøden
200 g grødris
1,5 dl vand
1 l mælk
2 vaniljestænger, delt i halve
4-5 spsk sukker
3 dl. piskefløde
150 g hakket mandler
3 blade husblas

Bunden
12 Digestive kiks (eller 250-300 g pebernødder)
50 g smeltet smør

Kirsebærsauce
1 karton kirsebærsauce (eller 2 dl. færdiglavet gløgg)
1 blad husblas (eller 2, hvis du har valgt gløgg)

Pynt
Hakket mandler

Grøden
Hvis du har godt tid, kan du tilberede grøden på gammeldags manér: Kog ris og vand sammen i et par minutter. Tilsæt mælken, sukker og de 2 vaniljestænger, der er delt i halve. Kog mælken op under omrøring og lad det koge i 5 min. Pak et viskestykke om låget og sæt det på gryden, så det lukker helt tæt. Sæt gryden i en flamingoæske og pak håndkælder tæt rundt om. Luk flamingoæsken med låg. Lad det hele stå i 4-5 timer. Grøden vil stadig være lun efter tiden i kassen. Smelt nu husblas, der er opblødt i koldt vand i mindst 10 minutter. Smelt med det vand der hænger ved. Bland grundigt med den lune grød. Pres vaniljekornene ud af vaniljestængerne og rør rundt.
Lad grøden køle af.
PS Er grøden lidt for tynd efter tiden i flamingokassen, så kan den lige gives et lille opkog inden der tilsættes husblas.

Eller tilbered grøden sådan: Kom en vand i en gryde sammen med grødris. Kog op. Tilsæt mælken, sukker og vaniljestænkerne og rør rundt, indtil det koger. Skru ned for varmen og lad det stå med låg på i 45 min – rør rund en gang imellem. Tilsæt husblas, der er opblødt i koldt i vand i 5-10 minutter. Køl risengrøden af.

Når grøden er blevet kold, piskes fløde til skum og vendes i grøden. Tilsæt de hakkede mandler.

Bunden
Kom kiksene i en pose og knus dem med en kagerulle eller lignende til de er helt smulret.
Bland kiksene med smeltet smør. Pres blandingen ned i springformen.

Hæld den kolde risengrød over bunden, glat overfladen også helt ude i kanterne, og stil på køl.

Kirsebærsauce
Si kirsebær fra saucen og varm saucen langsom op med husblas (ikke opblødt). Lad saucen køle let af. Hæld den stille og roligt over kagen, så der ikke dannes luftbobler og stil på køl.
Når geleen er stivnet, trækkes plastfolien forsigtigt af. Pynt med lidt hakket mandler på toppen.

Gløgggele
Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Varm imens 1 dl gløgg til lige under kogepunktet, tag gryden af varmen og smelt husblassen heri. Køl af med resten af gløggen. Lad blandingen køle af i ca. 15 min. og hæld meget forsigtigt geléen over fromagen i springformen og lad den stå i yderligere ca. 1 time i køleskabet.



Kagen smager dejligt af ris a la mande og kan bruges som dessert her i juletiden.



Vi hyggede og smovsede - og gæsterne fik deres adventskurve :)

søndag den 22. november 2015

Oreo ♥ Peanutbutter ♥ Chocolate


Hele 3 skønne ingredienser i en kage♥


Og på denne stormende, regnenede og sneende dag er det tilladt at trøstespise.


Opskriften findes i originalversion her med masser af billeder.
Jeg brugte kun 1/3 af opskriften, hvilket passede til min tærteform på 12 cm.

Oreo♥Peanutbutter♥ Chocolade♥tærte
12 cm tærteform med løs bund
12 Oreo
70 g stuetempereret smør (delt i 2 portioner)
125 g cremet peanutbutter (helst uden sukker) + evt. 1 lille spsk peanutbutter til chokoladen
45 g flormelis
60 g mørk chokolade, hakket fint
40 ml. piskefløde

Hak Oreo fint. Jeg lagde dem i en god plastpose og slog stille og roligt på posen med en kagerulle. Hældte dem op i en skål og knuste de sidste halvstore kiks med bunden af et glas.

Smelt halvdelen af smørret og bland med de knuste Oreo. Pres så blandingen ned i tærteformen, så den når op af kanterne og dækker bunden. Pres det godt sammen og sæt formen i fryseren i 10 min.

Pisk peanutbutter, resten af smørret og flormelis sammen i en skål, jeg lunede det lidt i microovenen, så det blev lidt flydende og nemmere at hælde over den kolde kage.
Sæt kagen tilbage i fryseren.

Hak chokoladen fint og tilsæt evt. 1 spsk peanutbutter. Varm piskefløden op til kogepunkt. Hæld den over chokoladen og lad det så i 5 min. Rør herefter det hele sammen til en ensartet masse. Det kan evt. lunes lidt i microoven, til en mere flydende konsistens. Hæld chokoladen over kagen, træk evt. et mønster og stil den på køl i køleskabet mindst en time.
Jeg dryssede lidt mandelkrokant fra Svansø ovenpå som ekstrapynt.

Når kagen skal serveres, tages den ud af køleskabet og efter ca. 15 min løftes kagen - med selve tærtebunden forsigtigt ud af formen og der skæres med en skarp og helt ren kniv. Pas på tærtebunde, hvis den stadig er under kagen ;)


fredag den 20. november 2015

Black and White cupcakes



Chokoladecupcakes med skøn hvid chokoladecreme på toppen... pyntet med en enkelt smuk blomst.

Kagerne er bagt i firkantet forme i en firkantet cupcake-bageform fra PME. Papirformene er fra Wilton, men slap desværre kagerne efter bagningen. Desuden kunne den mørke chokoladekage ses gennem det den hvide bageform og det så ikke så godt ud. Derfor er kagerne på billederne placeret i nye og ubrugte/ubagte papirsbageforme.
Så enten skal man vælge andre bageforme eller have dobbelt så mange af dem, så kagerne kan flyttes over i en ny form efter afkøling.



Lav blomsterne i god tid. Jeg brugte fondant med tylosepulver. Når de er tørre, holdes de kort ind over dampen fra kogende vand, så de får en skinnede overflade. I midten af blomsten er udstukket en rund sort cirkel, hvor perlerne blev "limet" fast med sukkerlim.



Opskriften på cupcakes findes her.
Opskriften på hvid chokoladecreme findes her.
Blomsterudstikkeren hedder Orchard – Lace Flower og jeg brugte den næstmindste.





Disse kager blev bl.a. delt ud til de søde mennesker, der hjælper mig med "ting til kager" :)

søndag den 8. november 2015

Baby Shower for Nicoline



I dag skal der holdes Baby Shower for en veninde. Hun venter en pige og ved allerede nu, at hun skal hedde Nicoline.



Festen holdes i Teddy-tema i farverne lyserød og lilla.
Jeg har lavet denne kage, der indeholder 2 vaniljelagkagebunde og 1 chokoladelagkagebund. Mellem bundene er der hindbærmousse og Tobleroneganache.
Kagen er smurt op med Svejtsisk Marengssmørcreme med lys chokolade og er overtrukket med blandet marcipan og fondant. (Opskrifter nederst i indlæg).



Pynten er lavet i fondant i forvejen, så den kunne nå at tørre. Barnevognen tager tid at lave og skal have minimum 1 uge at tørre i, for at kunne stå på hjulene.



Bamsemor sidder og lægger al vasketøjet sammen ;)



Ved siden af kagen skal der serveres Teddy-pops. De er lavet af chokoladekage. Der er små M&Ms som ører og hele pop'en en dyppet i karamelchokolade. Sløjfer, næser mv er lavet inden popsene, så de var klar til at sætte på, mens chokoladen stadig var blød. Øjne og næsetip er sorte sukkerkugler.
Hver cakepops er pakket i cellofanpose med en lyserød sløjfe bundet om.



Kagen måler 22 cm og er 11 cm høj. Kagen er beregnet til 16 personer.

Opskrifter:
Lagkagebunde
Hindbærmousse
Ganache
Svejtsisk Marengssmørcreme med lys chokolade
Pops

lørdag den 7. november 2015

Værtindegave :)



Til min søde mor har jeg lavet disse Oreo-kugler. Det er familiens yndlings, så det passer jo fint med at de også kommer til middag :)
Så må vi bare håbe hun deler...

Opskriften er simpel og findes her. Kuglerne er trillet i bronze, orange og grøn efterårsfarvet krymmel. Og pakket i en bronzefarvet gaveæske.