onsdag den 31. december 2014

Godt Nytår


Rigtig godt nytår og tak for det gamle.

Årets sidste kage er en rigtig spændende nytårskage med 3 skønne champagnebunde, et tykt lag blåbærmousse og skøn ganache af hvid chokolade med lime og lyserøde macaron-stykker.
Kagen er smurt op med Wiltons creme tilsat champagne-essens.
Overtræk er FunCakes marcipan (farvet gul og herefter sprøjtet med guld). Langs kanterne er et bånd af sort fondant og påsat guldperler fra Dr. Oetker.
I midten af kagen er sat et sugerør og heri sættes nytårspynten.

Kagen måler 17 cm og er 11 cm høj.

De bedste ønsker for 2015 fra mig til dig :)



Opskrift champagnebunde
280 g mel
2 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
2 æggeblommer
150 g blødt smør
200 g sukker
2 dl champagne

100 g sukker til marengs
2 æggehvider

Sigt mel, bagepulver og salt sammen. Pisk smør og sukker luftigt og tilsæt æggeblommerne en ad gangen. Rør melblandingen og champagnen i, lidt ad gangen til en glat masse.

Til marengs piskes æggehviderne stive. Tilsæt sukker lidt efter lidt, mens der piskes til marengsen bliver hvid og stiv.
Vend den forsigtigt i dejen og fordel dejen i 3 smurte og melede forme a 16-18 cm eller 2 forme a 22 cm.
Bages ved 180 grader i ca. 25-30 minutter. De skal være let gyldne og der må ikke hænge dej ved, når man stikker en tandstik i kagen. Lad dem afkøle helt.
Opskriften er fra Amo.

Blåbærmousse
2,5 dl piskefløde
1,5 tsk vaniljesukker
300 g blåbær (frosne)
3 spsk sukker
1 stk. husblas

Læg husblas i blød i iskoldt vand.
Kog lidt vand op og tilsæt blåbærene. Kog op igen og lad koge ca. 1 minut. Hæld bærrene i en si og drys sukker over. Lad sukker smelte over bærrene mens de køler lidt af.
Blend 2/3 af bærrene og vrid vandet fra husblasen og opløs den i de stadig lune bær.
Pisk fløden med vaniljesukker og bland de blendede bær i. Rør herefter de hele blåbær i og fyld i kagen.

Hvid ganache med lime
2,5 dl piskefløde
100 g hvid chokolade
2 limefrugter (usprøjtet)
1 stk. husblas

evt. macarons

Læg husblasen i blød i iskoldt vand.
Hak chokoladen fint og varm fløden op til kogepunktet. Hæld den over chokoladen og rør rundt til chokoladen er udrørt.
Vrid husblasen og tilsæt og rør igen.
Riv skallen af limefrugterne og tilsæt. Læg husholdningsfilm over fløden helt ned til overfladen og køl den i minimum 6 timer.
Pisk fløden og rør evt. grove stykker af macarons i. Fyld i en kage.



mandag den 22. december 2014

Julesmåkager 2014


Småkagerne til julen er stort set en genganger.
Der er de altid skønne og let spicy pebernødder. Både i normal størrelse og som julemænd.
Der er også de friske appelsinspecier og så er der årets nyhed:


Havregryn/chokolade/peanutbuttercookies
Til rigtig mange småkager! (gem noget dej i fryseren til en anden gang)

7,5 dl havregryn
2,5 dl. hvedemel
1 tsk natron
2 tsk kanel
1/4 tsk friskrevet muskat
1/4 tsk salt
225 g usaltet smør, stuetemperatur
2,5 dl peanutbutter
2,5 dl. sukker
2,5 dl. brun sukker
2 store æg
1 tsk. vanilje ekstrakt
200 g halvmørkt chokolade, hakket

Tænd for ovnen på 185 grader.
Bland havregryn, mel, natron, krydderier og salt.
I en anden skål røres smør, peanutbutter og begge sukkerarter indtil det bliver blødt og cremet. Tilsæt et æg ad gange og rør ca. 1 min efter hvert æg.
Rør på lav hastighed mens der af flere omgange tilsættes de tørre ingredienser. Rør til det kun lige er blandet.
Bland til sidst den hakkede chokolade i.
Stil dejen koldt ca. 1-2 timer eller gerne natten over, så bliver det nemmere at forme ens småkager.

Saml en spiseske fuld dej og form den til en rund kugle. Pres kuglen let flad. Gør plads på bagepladen mellem kuglerne. Dejen flyder ud.
Bag kagerne ca. 10-13 minutter - pas på de ikke bliver brændte/for mørke i bunden. Lad dem køle et øjeblik inden de løftes til en rist, hvor de skal afkøle helt så de bliver faste.
Opbevar dem i en lufttæt beholder - evt. med en hængelås, hvor kun du har nøglen ;)

søndag den 21. december 2014

Karamel trøffel - et farligt bekendtskab


Uha da da disse smager uforskammet godt....

Opskriften er fra Dr. Oetker og du kan se den herunder:

Karameltrøffel med Fudge Chunks
Ingredienser (18 - 22 stk.)

300 g lys chokolade
1 dåse kondenseret mælk (380-400 g)
2 tsk. Dr. Oetker Naturlig Karamelekstrakt
1 pose Dr. Oetker Fudge Chunks (85 g)
1 pose Dr. Oetker Mandelsplitter (50 g)
Evt. 1-2 tsk. espresso kaffe pulver



Hak chokoladen fint.
Kom den kondenserede mælk i gryden og bring den langsomt i kog under konstant omrøring. Kog et par minutter og tag gryden af varmen.
Kom karamelekstrakt i massen og rør derefter hakket chokolade, Fudge Chunks og mandelsplitter i. Kom massen i formen. Glat overfladen med en ske eller paletkniv. Stil trøflen i køleskabet i mindst 24 timer.
Skær trøflen i firkanter ca. 3x3 cm. Opbevares i køleskabet, i en lufttæt beholder.
Spis dem som de er eller vend dem i kakao.

Fyldte chokolader med karamel



Opskrift til fyldte chokolader med karamelcreme.

Opskrift:
ca. 50 stk.
150 g karamelchokolade fra Callebaut eller alm. mælkechokolade
1,25 dl. piskefløde
1 tsk. Karamelekstrakt Dr. Oetker (undlad hvis du bruge karamelchokolade)

Evt. ½ spsk Cuba Caramel Vodka 30%

Ca. 300 g chokolade - mørk eller lys



Hak chokoladen fint. Kog piskefløden op og hæld over chokoladen. Rør stille og roligt rundt indtil massen er homogen (ens). Tilsæt karamelekstrakt og evt. cuba Caramel Vodka.

Stil massen på køl, hvorefter den evt. sprøjtes ud i passende toppe (min karamel var ikke så hård, så det kunne snilt lade sig gøre).
Fyld nogle huller ca. ½ op i chokoladeformen med den smeltede lyse eller mørke chokolade. Tilsæt karamel - enten som en top eller sprøjt den direkte i formen. Fyld mere chokolade i formen og bank hele formen i bordet flere gange, så luftbobler forsvinder.
Stil formen i køleskabet ca. 20 min og vip chokoladerne ud.

fredag den 19. december 2014

Juletrøfler


Opskriften er super enkel:

1,25 dl piskefløde
150 g god chokolade (lys eller mørk)
1 tsk. f.eks. Whisky, Bailey eller kaffe

Hak chokoladen fint. Kog fløden op under omrøring og hæld den over den hakkede chokolade. Rør stille og roligt indtil du har en homogen masse. Tilsæt spiritusen eller kaffe - og rør igen.
Hæld i forme eller stil på køl til massen er kold og fast - og rul så til små kugler. Tril dem evt. i kakao, kokos eller hakket nødder.
Opbevares i en lufttæt beholder på køl.

tirsdag den 9. december 2014

Poppede juletræer


Cakes pops som juletræer :)

Til ca. 25-30 stk i denne form:

750 g chokoladekage
4 spsk Nutella (eller smeltet chokolade)
1 gavmild tsk. appelsinpasta (eller revet appelsinskal)
6 spsk flormelis

Ca. 300 g chokolade (mørk eller lys)


Smuldr kagen til den bliver til små krummer. Rør de forskellige ingredienser i og tilpas konsistensen, så den kan samles uden at være for våd eller tør. Tilsæt evt. mere Nutella eller flormelis alt afhængig af konsistensen.



Disse pops er formet i en lille kegleform og sat i køleskab i 1 time.



Dyp en centimeter af en pind i lidt smeltet chokolade og stik ca. 3/4 ind i kagen. Igen køles kagerne, ca. 15 min. Smelt imens resten af chokoladen og dyp kagerne heri. Tap/bank overskydende chokolade af og mens chokoladen stadig er varm, drysses krymmel over.
Sæt kagerne på køl til chokoladen er helt afkølet.

Server for søde mennesker :)