lørdag den 31. maj 2014

Cupcakes med citron og hindbær


Skønne citron cupcakes med duo-frosting af hindbær og citron (Lemon curd).

12 stk.

125 g blødt smør
125 g sukker
2 store æg, pisket let sammen
125 g mel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
2 spsk. creme fraiche eller yogurt, stuetemp.
Revet skal af ½ usprøjtet citron
6 tsk. Lemon curd

Citron og hindbær frosting
400 g hindbær (friske eller frosne)
75 + 200 g sukker
Saften fra ½ citron
3 store past. æggehvider
250 g stuetemp. usaltet smør
2 spsk Lemon curd



Kagerne
Tænd ovnen på 180 g og klargør en metal muffinbageform med papirsforme.
Rør smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt. Det tager ca. 10 min - husk at skrabe ned fra siderne af skålen.
Tilsæt de letpisket æg lidt af gangen. Rør grundigt mellem hver tilsætning. Tilsæt mel, bagepulver og natron. Bland sammen.
Tilsæt creme fraichen og skallen fra den halve citron. Rør til dejen er godt blandet. Fordel dejen i de 12 papirsforme.
Tilsæt ½ tsk. Lemon curd i hver kage og bland det forsigtigt ind i dejen med en tandstik.
Bag kagerne midt i ovnen i ca. 20 min. Lad dem køle lidt af inden de tages ud af metalformen og køler helt af på en rist.



Frosting
Først forberedes hindbærpureen. Hæld hindbær og 75 g sukker i en gryde. Tilsæt saften fra den halve citron. Lad det simre/småkoge i ca. 15 min og rør ind imellem. Si kernerne fra, rengør gryden og hæld væden tilbage i gryden. Lad væden småkoge i ca. 20 min. Det vil tykne lidt. Stil det til side til afkølning.
Hæld æggehvider og 200 g sukker i en skål, der tåler varme. Hæld vand i en lille gryde, som skålen kan stå i uden at røre vandet. Varm vandet op og lad det småsimre. Stil skålen i gryden og rør hele tiden rundt i sukker og hviderne. Det må ikke koge eller stå uden omrøring. Efter ca. 7 min er sukker smeltet. Tag skålen af (uden at brænde dig), tør den af for vand/damp og hæld væsken i en røreskål (køkkenmaskine) og pisk for høj hastighed indtil det har fordoblet volumen og er kølet af til stuetemperatur. Tilsæt smørret i små bidder. Rør grundigt efter hver smørbid. Fortsæt med at piske til frostingen er silkeagtig. Hvis konsistensen stadig er lidt for tynd, kan skålen stilles i køleskab i ca. 10 min.
Del frostingen i 2 og tilsæt i den ene 2 spsk Lemon curd og i den anden hindbærpure - lidt af gangen.
Hæl frostingen i hver sin pose, klip et hul i begge og læg poserne i en tredje pose, hvor du også har klippet hul og sat en tyl fast. Jeg brugte en 1M åben stjerne tyl.

God fornøjelse



Opskriften er set hos Lakeland.

torsdag den 29. maj 2014

Melanies kage


I dag skal Melanie konfirmeres. Hun er stadig glad for heste som da jeg lavede en kage til hendes 13 års fødselsdag.



I dag ville hun gerne have en kage med 3 chokoladelagkagebunde og skildpaddecreme. Der er også et lag med appelsinmousse/fromage fra Frederiksberg Købmanden.
Kagen blev smurt op med Nutellacreme og overtrukket med hvid fondant fra Kagebutikken.
Blomsterne er holdt i Melanies yndlingsfarver.



Stort tillykke til Melanie :D



lørdag den 24. maj 2014

2 års fødselsdag hos Ada


I dag skulle lille Ada holde sin 2 års fødselsdag og gæsterne fik kokos/lime cupcakes toppet med svejtsisk marengscreme tilsat limeskal.
Da Ada holdt sin navngivningsdag sidste år fik hun kage og samme slags cupcakes. Hendes forældre har gemt en af kaninerne i en glasmontre og det er jo et kært minde. Sukkerfigurer kan holder i mange år.
Der var store kager til de voksne og små kager til de mindre gæster.

Kæmpe tillykke med de 2 år :)



PS de søde små blomster har jeg lavet sådan:





tirsdag den 13. maj 2014

Super lækker chokoladekage med hindbærmousse


Denne lille herlige kage havde børnene og jeg med til mormor i dag. Den blev lavet i går og har stået og hygget sig i køleskabet til i dag.
Det var en skøn smagsoplevelse - den mørke chokoladebund er som brownie og med den friske hindbærmousse er det bare godt. Opskriften er fra Chocolat, der altid har skønne fristelser på menuen:D

Opskriften gengives her:

Antal: ca. 8 personer

Chokoladebund:
100 g chokolade (jeg brugte mørk mørk Toblerone)
50 g smør
100 g sukker
2 æg

Hindbærmousse:
300 g hindbær (jeg brugte frosne)
30 g flormelis
korn fra 1 vaniljestang
1-2 spsk frisk citronsaft
3 ark husblas
120 ml piskefløde
120 g skyr

Pynt:
Friske bær
Evt. spiselige blomster, hakket chokolade e.l.

Chokoladebund:
Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.
Tag skålen af, og rør sukker i.
Pisk æggene let sammen, og rør dem i.
Kom dejen i en springform (16-17 cm i diameter), og bag kagen ved 180 grader i ca. 25 min.
Lad den køle helt af, mens du laver hindbærmoussen.

Hindbærmousse:
Læg husblas i en skål med koldt vand i ca. 5 min.
Kom hindbær, flormelis, vaniljekorn og citronsaft i en gryde, og giv det et lille opkog.
Si massen, så du slipper for hindbærkerner.
Kom puréen tilbage i gryden, og sæt den tilbage på blusset.
Vrid husblassen fri for vand, og kom den ned til hindbærpuréen.
Rør rundt, indtil husblassen er opløst. (Det går stærkt.)
Hæld puréen i en lille skål, og sæt den i køleskabet et øjeblik.
Pisk så fløden til skum.
Kom skyr ned til flødeskummet, og pisk videre.
Vend den afkølede hindbærpuré i, og fordel moussen oven på chokoladebunden.
Sæt kagen på køl nogle timer eller natten over.
Pynt kagen lige før servering.

mandag den 12. maj 2014

Roser til Kirsten


I dag bliver Kirsten 70 år og det skal selvfølgelig fejres.

Kagen består af 2 vaniljelagkagebunde og 1 chokoladelagkagebund. Der er fyld af jordbær/rabarbermousse og Tobleroneganache. Kagen er smurt op med Nutellacreme og er overtrukket med marcipan/fondant.


Den grønne kant og rosenbladene er marcipan. Roserne er tonet i flere farver og formet af fondant. De er også sprayet med lidt perlemor.



Diamantkanten er præget med en prægemåtte fra Kagekreationer og herefter yderligere mærket af med en pind. De grønne sukkerperler er fra Dr. Oetker. Kagen måler 26 cm og er 9 cm høj.



Et kæmpe tillykke til Kirsten - håber du vil nyde dagen og kagen :)

lørdag den 10. maj 2014

Mors Dag ♥ sig det med blåbær og citron kage


For at undgå den lange blomsterkø i morgen, snød jeg lidt og gav blomster og kage til min søde mor i dag. Hun blev glad og ser frem til at smage kagen senere, når den er blevet helt kold.


Opskriften fandt jeg på en reklame fra Lurpak:
20 cm form

Kagen
160 g Lurpak
160 g sukker
3 æg
Citronskal fra 1-2 citroner (jeg brugte 2)
Saft fra 1 citron
110 g mel (tag ca. 40 g fra til at vende bær i)
1 tsk bagepulver
200 g blåbær (jeg brugte 250 g frosne)
50 g hakket mandler

Sukkerglasur
20 g Lurpak
80 g sukker
Citronskal fra 1 citron
Saft fra 1 citron

Tænd for ovnen på 170 C og smør formen, som kagen skal bages i.
Pisk smør og sukker til det er let og luftigt. Pisk æggene i et af gangen sammen med citronskal og -saft.
Sigt mel og bagepulver i dejen og vend det forsigtigt i dejen sammen med de hakket mandler.
Bland hurtigt bærrene i de 40 g mel - det skulle forhindrer, at de synker helt til bunds i kagen. Rør dem forsigtigt i dejen.
Bag kagen i ca. 30-40 min. Test med en tandstikker, når kagen har en let brun kant og overflade.

Glasur:
Smelt smør og tilsæt sukker samt citronskal og saft. Rør mens sukker smelter. Når kagen er færdigbagt, lad den stå i ca. 5 min. Lav så huller i kagen med en tandstikker, strikkepind eller lignende. Fordel den varme glasur over kagen.
Lad kagen køle helt af. Kan serveres med lidt creme fraiche eller flødeskum.

Man kan også bage kagen med hindbær og lime :)


fredag den 9. maj 2014

Cupcakes til konfirmation



Så skal Dina konfirmeres. Hun elsker heste ... og chokoladecupcakes. Derfor skal gæsterne have disse cupcakes med en lille rose af nutellacreme og et skønt foto af Dina og hesten. Billedet er sat fast på en cirkel af marcipan (med en tandstik sat i).
For 2 år siden var det Dina's storebror Mikkel, der blev konfirmeret.



Formene er fra Squires Kitchen (England), fotos er fra Kagegrej og perlerne er fra Dr. Oetker.

søndag den 4. maj 2014

Champagne til Gustav


Min skønne nevø, Gustav blev konfirmeret i går og han ville gerne have, at hans kage skulle være "noget med champagne".
Han fik derfor denne kasse med en flaske Dom Perignon. Flasken er lavet af sort sugarpaste formet over en rigtig flaske champagne. Det er kun en halv flaske og den er hul indeni. Den er lige til at tage af kagen, inden kagen skæres. Label og foto på siden af kassen er sukkerprint. Savsmuldet er ristet kokosflager.



Kagen indeholder hindbærmousse og Toblerone/nougat ganache. Bundene er 1 vanilje- og 2 chokoladelagkagebunde. Kagen er smurt op med nutellacreme.
Siderne (trækassen) er blandet marcipan og chokoladefondant, der blev udrullet, præget med en træ-præger og skåret til i størrelser, der passer med kagen, dog 2 cm højere.
Langs siderne står der chokoladeflasker af mørk og mælke chokolade samt hvid chokolade med smag af champagne :)
Kagen måler 37x27 cm og endte med at blive 10 (12) cm høj. Kagen vejer "sølle" 8 kg!



Kæmpe tillykke til Gustav :D