søndag den 8. september 2013

Kit-Kat kage



I dag fik vi endelig samlet familien til fødselsdag. Børnenes 13 og 18 års fra april og min fra juli måned.
Vi var 16 personer til Pulled Pork med hjemmelavet burgerboller, Spicey Coleslaw med soyamandler, CousCous salat med hasselnødder og ananaskirsebær samt Harissa kartofler som tilbehør.

Til dessert fik vi Kit-Kat kage. Det var en skøn chokoladekage i 4 lag bagt med olie, så den havde en dejlig konsistens med fyld af 3 lag hindbærmousse. Kagen blev smurt op med Nutellacreme og ca. 40 single Kit Kat blev sat langs kanten. Kagens mål var Ø 23 cm, hvilket passede fint til dette selskab.



Som pynt var der krymmel og en smuk kandalaber - det var jo trods alt en 3-dobbelt fødselsdag :)



Der blev også sat en fin lyserød sløjfe på. Dog ikke for at holde på Kit Kat'ene, de sad godt nok fast uden.

Kagen var super lækker, let og "fugtig" og opskriften får du her:

Chokoladekage med englelyd

3 bunde str. ca 22 cm

Tænd for ovnen på 180 grader.

Bland de tørre ingredienser i skål:
190 g. hvedemel
1 tsk. salt
1 1/4 tsk. bagepulver
1 1/4 tsk. natron
2 tsk. vaniljesukker
275 g. sukker
60 g. cacao

I en anden skål blandes:
2 æg ( stue temp.)
1 1/2 dl. sød eller letmælk

I en tredje skål blandes:
1 1/2 dl. stærk kaffe eller espresso - afkølet (kan ikke smages i færdig kage)
0,75 ml. rapsolie (eller anden smagsneutral olie, ikke olivenolie)

I en køkkenmaskine blandes "det tørre" med mælkeblandingen. Rør ca. 2 min.
Herefter tilsættes kaffe/olie blandingen. Rør ca. 2 min.

Bag kagen midt i ovnen ca. 30-40 min. Test med en tandstikker om der hænger dej fast.

Køl kagen helt og del i bunde, eller spis den som den er.

Man kan evt. prøve Bailey i stedet for kaffe ;)