onsdag den 21. marts 2012

Brandy Snaps


Jeg kan ikke huske hvad de kaldes på dansk, men min mor lavede dem til os da vi var børn. Jeg faldt tilfældigvis over opskriften i et af mine engelske kagemagasiner og fik lyst til at prøve dem.
Der er ikke brandy i - ikke i denne opskrift i hvert fald - og egentligt burde de hedde Ginger Snaps. De opskrifter jeg efterfølgende har set indeholder alle ingefær.

Opskriften er som følger:
8 stk.

50 g lys sirup
40 g sukker
50 g smør
40 g mel
½ tsk. (eller mindre) stødt ingefær

Et par rene bomuldshandsker :-)

Gør en bageplade med bagepapir klar. Indstil ovenen på 180C.
Fold et ca. 15 cm stykke sølvpapir dobbelt og rul det om f.eks. en rullepind eller andet du har, der passer i størrelsen. Tag sølvpapiret af pinden og lad formen ligge. Lav 4 - de kan genbruges.
Smelt sirup med sukker og smør. Varm stille og roligt til sukkeret er opløst. Det må ikke koge.
Fjern fra varmen og pisk mel og ingefær i blandingen.
Med en ske sættes de på bagepladen. Der kan max være 4 fordelt på en bageplade, da de flyder meget ud, så husk god afstand.
Bages i midten af ovnen i ca. 10 min eller til de er lysebrune.

Tag bagepladen ud og lad den stå et par minutter før du med en paletkniv - og evt. med dine bomuldshandsker på - forsigtigt fjerner en af kagerne og folder den om den runde sølvpapirsform (med rullepinden indeni). Da kagerne hurtigt bliver kolde, kan du med det samme fjerne pinden og kort efter sølvpapirsformen.
Du kan også lave kurve: Vend bunden op på nogle glas og form den varme kage herover. Fold kanterne, så de bliver bølgede.
Jeg fik ikke taget et billede af vores kurve inden de blev spist, så jeg har lånt et for at vise hvordan.


Fyld rullerne eller kurvene med is, mousse, flødeskum eller hvad du nu har lyst til :-)