fredag den 30. september 2011

Sprøde småkager


Skønne havregryns småkager med abrikos og hvid chokolade
ca. 30 stk.

170 g mel
170 g havregryn
½ tsk. bagepulver
230 g blødt smør
50 g sukker
110 g lys brun sukker
1 tsk fint salt
1 tsk. ren vanilje ekstrakt
2 store æg
230 g hakket hvid chokolade
200 g tørret hakket abrikoser eller tranebær (jeg brugt blandet rosiner og abrikoser)

Ovnen sættes på 180 grader.
Bland mel, havregryn og bagepulver.
Pisk smør og sukker til det bliver lyst og skummende.
Skru ned for piskningen og tilsæt salt, vanilje og æg og rør til det er godt blandet.
Tilsæt melblandingen og rør til det er kun lige blandet.
Tilsæt hakket rosiner og chokolade.
Stil i køleskab i ca. 30 minutter.

Sæt kugler af dejen på bagepapir på en bageplade med to skeer. Der skal være god plads mellem dem. Jeg satte ca. 9 på hver plade.
Bag dem til de er let gyldne i kanterne, ca. 12-14 minutter. Lad kagerne køle af på bagepladen i et par minutter inden de forsigtigt flyttes over på en bagerist til fuldstændig afkøling.

Kagerne kan f.eks. pakkes i en fin æske til en sød bekendt - det har jeg gjort :-)


Opskriften er fra Martha Stewart

Tak for denne gang


Anwar har sidste dag på jobbet og derfor får han denne kage, der består af nøddebunde med fyld af mousse med blandet røde bær og en ganache af nougat og mørk chokolade.
Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med blandet marcipan og sugarpaste.

Pynten på kagen er dustet med sølv.

Håber du får en dejlig dag:-)

mandag den 26. september 2011

Præget mønsterkage


Til kollegerne. Ja, de er så forkælet mine kolleger. Jeg får både skæld-ud over at de bliver for tykke, samtidig siger de jo heller ikke nej tak til kage, så jeg prøver lige en gang til ;-)

Dette er vanilje lagkagebunde med bærfyld og chokoladecreme med knas i. Den er opsmurt med nutellacreme og overtrukket med gul marcipan/sugarpaste. Den brune pynt er ligeledes marcipan/sugarpaste - men med chokoladesmag. Her har jeg brugt min gode form, der hedder Baroque Fondant and Gum Paste Silicone Mold fra Specialkøbmanden.


Det fine mønster på selve kagen er en test. Jeg har fået prægemåtten af min søde veninde og den er jeg rigtig glad for - se hvor fint det bliver på den gule kage.

søndag den 25. september 2011

Noah 2 år



Noah bliver 2 år og er man dreng og 2 år, så er biler bare så spændende. Derfor får han i dag en kage med 2 biler, hvor den ene oveni købet er læsset med chokoladepastiller :-) Sidste år fik Noah denne kage.
Kagen indeholder 3 vanilje lagkagebunde. Fyldet er en mousse af blandet røde bær og chokoladecreme af lys chokolade med kiks og nødder. Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med marcipan og sugarpaste (ca. 40/60).

Tal og bogstaver er udstukket i tykt sugarpaste og penslet med gult glimmer. De er sat fast i kagen med en tandstik.


Bilerne har fået sukkerperler som lygter.

Kagen måler Ø24 cm og er ca. 7,5 cm høj.


Hip hip hurra for Noah :-)

lørdag den 24. september 2011

Dråbeformet blomsterkage



til Karen, som bliver 70 år og skal fejres af venner og familie.

Kagerne består af 3 nøddebunde og 2 lag blåbærsylt eller blåbærmousse, som jeg vil kalde det (opskrift fra Mette Blomsterberg).
Jeg lavede 2 x dobbelt portioner mousse og det passede med et ca. 1½ cm lag på hver bund. Det er fint, at det ikke er et tykkere lag fyld, for smagen er kraftig og man skal jo gerne kunne smage de skønne nøddebunde.

Kagerne blev opsmurt med Nutellacreme og overtrukket med 40/60 marcipan/sugarpaste.



Blomsterne er lavet et par dage før og sat til tørre. De er pyntet med sukkerperler og chokoladeknapper (elfenbensfarvet).

Kagerne måler 20 og 30 cm og er 7 cm høje.

Kæmpe tillykke til søde Karen :-D

Blåbærmousse


eller blåbærsylt, som Mette Blomsterberg kalder det. Og det er jo hendes opskrift jeg gengiver her:

12-14 personer

Blåbær sylt:

200 g. blåbær (jeg brugte frosne)
100 g. sukker
½ stk. citron (saften fra)
½ stk. vaniljestang

Hvid creme:

½ l. piskefløde
4 bl. husblas
150 g. hvid chokolade
+ alt blåbær sylt

Blåbær sylt:
Vaniljestangen flækkes på den lange led og vaniljekornene skrabes ud med en lille kniv. Mas kornene med en anelse af sukkeret sammen på bordet med en paletkniv, således at kornene skilles ad. Vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, citronsaft og blåbær småkoger uden låg ca. 15 minutter og gryden tages af varmen. Den tomme vaniljestang tages op og sylten blendes kort med en stavblender. Afkøles helt i køleskab, minimum 2 timer, eller gerne til næste dag. Cremen bliver stiv som kagecreme.

Hvid creme:
Husblassen lægges i blød i en ½ liter koldt vand i en ½ time. Fløden varmes i en lille gryde til ca. 80 grader.
Imens hakkes chokoladen fint og kommes op i en lidt stor skål. Halvdelen af den varme fløde hældes over den hakkede, hvide chokolade og der røres godt med en ske eller en dejskraber til chokoladen næsten er smeltet og massen er skinnende blank. Tilsæt resten af den varme fløde og rør igen. Husblassen vrides for vand og kommes direkte op i, mens der røres igen. Passér cremen gennem en sigte.
Tildækkes med film og afkøles helt i køleskab minimum 2 timer eller gerne til næste dag.

Når cremen er kold:
Den helt kolde hvide creme piskes let med en håndmikser. Den helt kolde blåbær sylt vendes i til blåbærcremen er ensartet. Blåbærcremen kommes op i en sprøjtepose med en stor glat tyl i og sprøjtes ud i "bomber" på chokolade bunden. Lad endelig "bomberne", hænge let sammen. Jeg valgte at sprede fyldet ud over kagebunden.

Nøddebunde


Skønne kagebunde, der er nemme og gode at bage. Opskriften på mandelbunde/nøddebunde får du her:

20 cm

4 æg
160 g sukker
2 spk. appelsin, citron eller limesaft
1 knivspids salt
50 g mel
50 g maizena
50 g *nøddemel, enten ren mandel eller blandet nødder (= nødderne blendes til fin konsistens)
1 tsk. bagepulver

Tænd ovnen på 200 grader.
Smør formen - men kun i bunden. Ikke siderne. Læg et stykke tilklippet bagepapir på den smurte bund.
Bland de 3 slags mel med bagepulver.
Del æggene i hvider og blommer. Blommerne piskes hvide og tykke med sukkeret. Hviderne piskes alene og helt stive (vend skålen på hovedet - hvis det ikke glider ud, er det godt nok pisket).
Tilsæt melblandingen og frugtsaften i æggeblommeblandingen. Bland det og vend til sidst de stiftpiskede æggehvider i.

Bag kagen i ca. 20-30 min - hold øje.

Lad kagen køle af i formen til den kun er lun. Vend forsigtigt ud på en rist.
Vent til kagen er helt kold før du deler den i bunde. Stil den evt. i køleskab, så er det nemmere at dele.

* Brug de blendede nødder samme dag, da "nøddemelet" ellers vil mugne. Skal det gemmes, kan det ristes let i ovnen.

Opskriften har jeg fundet hos Kagekonen.

lørdag den 17. september 2011

Claudias kage


Claudia bliver 11 år den 21. september, men skal holde fødselsdag nu.
Hun får denne skønne tøse-kage med drømmekagebunde med ekstra vanilje og fyld af hindbærmousse og ganache af Marabou med daim.


Kagen er smurt op med islandsk chokoladesmørcreme og overtrukket med hindbær-fondant.

Pynten er masser af glimmer og sukkerperler.



Kagen måler 20 cm og er ca. 8 cm høj.

Et kæmpe tillykke til Claudia :-)

fredag den 16. september 2011

Gule roser og liljer


Til dagens 50 års fødselsdag har jeg lavet en kage af drømmekagebunde med appelsinjuice og med fyld af hindbær/limemousse og ganache af lys chokolade med Digistive.

Kagen er smurt op med Islandsk smørcreme (opskrift længere nede) og overtrukket med blandet chokoladefondant og marcipan.


Roserne er dryppet med et par "dråber" piping gel.


Islandsk smørcreme
4 past. æggeblommer
60 g flormelis
100 g smeltet chokolade
100 g stuetemp. smør

Pisk æggeblommer og flormelis godt sammen. Tilsæt det bløde smør og den smeltede chokolade.
Kan bruges til opsmøring af kager (nok til en Ø20 cm) eller som frosting på cupcakes.

torsdag den 15. september 2011

Cars til Calvin


I dag bliver Calvin 4 år og han ønskede sig en kage med Cars på. Han havde nemlig set den forrige Cars-kage.
Inden i kagen er der 3 Drømmekagebunde lavet på frugtjuice. Mellem bundene er det et lag jordbærmousse og chokoladeflødecreme. Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med sugarpaste.

Biler, træer, skyer og flyet er lavet af blandet marcipan og sugarpaste.


Jeg fandt nogle fine klistermærker med Cars på til at pynte på kage-fadet.



Stort tillykke og ha en skøn dag sammen med alle børnehavekammeraterne :-D

onsdag den 14. september 2011

Ba buuu ba buuu....



Af banen - her kommer Adams fødselsdagskage med fuld udrykning :-)
Kagen indeholder 3 drømmekagebunde med frugtjuice og fyld af hindbærmousse og Tobleroneganache. På den ene bund er der smurt et lag Dulce Latte Karamel - bare for hyggens skyld:-)
Den er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med blandet marcipan og sugarpaste.

Politibilen er ren sugarpaste og sirene og lygter er drysset med blå glimmer fra Wilton.


Brandbilerne er udstukket og efterfølgende pyntet.



Lysene er hhv. en brandbil, en brandhjelm og en brandhane - tilfældigvis fundet i Netto. Perfekt til lejligheden...


Stort tillykke til Adam med de 3 år :-D

mandag den 12. september 2011

Det sorte guld



... som Godte så fint har døbt vanilje.
Jeg måtte bare bestille efter at have læst hendes alt for velskrevet beskrivelse af vaniljestængerne fra VanillaMart.co.uk.
De leverer gratis og der er godt nok hurtig levering. Der gik ikke mange dage før posten var landet i Kbh.
Jeg bestilte 20 Madagascan Vanilla stænger og 250 ml. Bourbon Vanilla Extract.
Prisen blev pr. stang for mig 4,15 kr og for extracten 123,38 kr. Normalpris for 2 tørre "danske" stænger er ca. 20 kr og for 100 ml extract gav jeg sidst lidt over 100 kr. Det er vist ikke så svært at regne ud, hvor jeg handler fremover :-)

Holdbarheden er også i top, som det ses af etiketten på vaniljestængerne. Extracten er holdbar til januar 2013, men den vil være brugt længe inden da...

fredag den 9. september 2011

50 års fødselsdagskager

Vivi, der blev 50 år forleden dag, skal holde fødselsdag og desserten vil blive disse kager. Vivi har længe talt om sine kager og hvordan de skulle se ud, så nu får hun dem endelig at se og smage...


Begge kager indeholder 2 vanilje- og 2 chokolade-lagkagebunde. Fyldet er 2 lag mousse af hindbær, brombær, blåbær og ananas (1 kg. bær pr. kage!!!). Midt i kagerne er et lag ganache af mælkechokolade med appelsinkrokant.
Kagerne er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med hvid PME-fondant og marcipan blandet i forholdet 75/25.


Kagerne er pyntet med roser og rosenblade, drysset med løse kronblade fra roserne.
Kanten er en blondekant og "skiltene" har navn og alder på.


Al pynt er lavet i sugarpaste og penslet med glimmer.

Kagerne måler Ø26 cm og er 10 cm høje. Jeg tør ikke gætte på, hvad de vejer!

Tillykke med den store dag.

Smugkig på indholdet:

torsdag den 8. september 2011

Chokolade cupcakes


Denne opskrift på cupcakes hører til en af mine yndlings opskrifter. Jeg har fundet den hos Annettes Kager. Hun laver skønne cupcakes og har også en shop med diverse ting til cupcakes.

Chokolade cupcakes
12 stk

50 g kakaopulver
240 ml kogende vand
175 g mel
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
113 g usaltet smør (stue temp.)
200 g sukker
2 store æg (stue temp.)
2 tsk vanilje (essens)

1. Kogende vand og kakaopulver røres godt og sættes til afkøling.

2. Mel, bagepulver og salt blandes i en skål for sig.

3. Smør og sukker piskes let og luftigt i en anden skål. Æggene piskes i et af gangen. Tilsæt vaniljen. Tilsæt melblanding, pisk kun blandingen til det lige er blandet. Tilsæt kakao blandingen og rør indtil blandingen er glat.

Bages ved 190 grader (ikke varmluft) i 16-20 min, du kan teste med en tandstik undervejs hvis du er i tvivl. Fyld formene op til ca. 1 cm fra kanten.

Portionen giver 35-38 mini cupcakes. De skal bages ca. 15 min.

NB! Jeg har flere gange oplevet, at de færdige kager "slipper/løsner" sig fra formen, når de er blevet kolde. Tag højde for dette, så du evt. har ekstra cupcake-forme, hvis de skal serveres for gæster.

onsdag den 7. september 2011

Mini cupcakes


I dag holdt vi reception for en kollega, der blev 50 år. Jeg havde fået fornøjelsen af at lave cupcakes og det blev disse dejlige chokoladecupcakes med Nutallatopping og en lille blomst. Fødselaren Vivi elsker Nutellacreme og lilla farver.



Her kan man se, at kagerne var i fint selskab :-)

lørdag den 3. september 2011

Oreo cupcakes



Dem har jeg længe haft lyst til at prøve at bage. Efter i torsdags at have smagt Føtex cupcakes (på tilbud til en femmer) var jeg dybt rystet. De var slet ikke 5 kr værd!!!
Hjem i køkkenet og i gang selv.


Opskriften har jeg fundet på nettet, men efter at have søgt side op og side ned husker jeg ikke præcist, hvor jeg fandt denne. Men her er den:

24 stk.

150 g blødt smør
200 g brun farin
200 g sukker
3 æg
2 tsk. vaniljesukker
300 g mel
2 tsk bagepulver
3 dl. mælk
10 hakket Oreo

Forvarm ovnen til 180 C.
Pisk smør, farin og sukker med en elpisker. Tilsæt æggene et af gangen.
Bland bagepulver, vaniljesukker og mel. Bland skiftevis mælk og melblandingen i, lidt af gangen.
Vend til sidst de hakkede Oreos i dejen.
Fordel i 24 cupcakes-forme i en cupcake form.
Bages i ca. 20 min.
Lad dem køle helt af, inden de pyntes med frosting.


Frosting
2,5 pasteuriserede æggehvider
100 g sukker
220 g blødt smør
6 pulveriserede Oreo
Et par dråber vanilje-essens.

Pisk med elpisker æggehvider og sukker over et vandbad. Fortsæt til sukkeret er helt opløst. Tag skålen af varmen og pisk blandingen videre til den er helt kold. Tilsæt vanilje og smørret i små doser. Pisk til blandingen er helt glat og cremet. Bland (jeg sigtede mine i) de fintknuste Oreos i frostingen.
Pynt kagerne som du synes.


Jeg vil sige, at den frosting vil jeg ikke prøve en anden gang. Den ser flot ud, men smager alt for meget af smør og alt for lidt af Oreo.
Næste gang vil jeg prøve denne:

125 ml. piskefløde
1 spk. flormelis
1-2 par dråber vaniljeessens
1 knust Oreo

Pisk fløden med flormelis og vaniljeessens. Tilsæt knust Oreo.

Det lyder umiddelbart som en meget lille portion, så jeg ved ikke, hvor mange cupcakes den strækker sig til.



Selve cupcakes smagte skønt (MEGET bedre end Føtex's)