søndag den 31. juli 2011

Den gode chokoladekage

Meget lækker chokoladekage, med dejlig smag og en god konsistens til at dele til kagebunde.
Opskriften passer til en rund form på 30 cm. og 7½ cm. i dybde eller 2 x 20 cm. rund bageform og 7½ cm. dybe.
Bages ved 180° i ca. 1 time og 20 min. i alm. ovn (ikke varmluft) hvis 20 cm.
Bages ved 180° i ca. 1 time og 40 min. i alm. ovn (ikke varmluft) hvis 30 cm.

Ingredienser
465 g. blødt smør
660 g. sukker
2-4 spsk. vaniljeekstrakt (alt efter kvalitet)
6 æg fra stuetemperatur
400 g. hvedemel
320 g. god kakao
2 tsk. bagepulver
2 tsk. natron
evt. 100 g. god chokolade i stykker
evt. 50 g. hakket pecan nødder
6 dl. kærnemælk

Tænd ovnen på 180 grader.
Blødt smør, sukker og vanilje ekstrakt piskes sammen i røreskål med håndmixer til, det er rørt sammen. Æg tilsættes og piskes sammen.

Hvedemel, kakao, natron og bagepulver blandes i skål for sig.
Herefter vendes de to blandinger sammen med en ske i hånden skiftevis lidt kærnemælk og de tørre ting i grundmassen. Kom kun lidt i ad gangen i starten.
Når det sidste af den tørre blanding kommes i dejen, så blandes chokoladen med og evt. pecan nødder.
Herefter fyldes dejen i smurt bageform, bank formen et par gange i bordet, så dejen kommer helt ud i bunden og sørg for at dejen er jævnt fyldt i formen.
Kagen hæver ca. 1-2 cm.

Når kagen tages ud af ovnen, skal den stå ca. 10-15 min, inden den vendes ud på afkølningsrist.

Hip hurra...


... det er min fødselsdag:-D
Desværre er mine skønne børn på Bornholm, så egentlig ville jeg vente med at holde noget til de kom hjem, men.... man kunne jo holde sådan lidt en for-fødselsdag.
Så bagte jeg en kage og inviterede jeg nogle søde piger - i går aftes! Og heldigvis kunne de komme.
I alt hast fik jeg i dag pyntet kagen (under ekstremt tidspres og varme!!!), rullet nogle Oreo-kugler og bagt boller.
Kagen målte 25 cm og var 8,5 cm høj.

Ud over nogle skønne gaver, fik jeg smukke blomster. Det ene buket er fra søsters have.


Det andet buket kom min søde kusine med. Lige smukke begge buketter:-)



En af mine gaver vil jeg lige vise til jer andre kage-nørder. Det er 3 glas med krymmel, som min cupcake-veninde har hjembragt fra Frankrig. Flotte, ikke?


Kagen er en chokoladekage, som jeg første gang smagte, da jeg var på kursus hos Specialkøbmanden. Opskriften er her.
Jeg delte kagen i 4 bunde og lagde 3 lag jordbær/rabarbermousse i.


Smurte op med lidt Nutellacreme og overtrak med PME-fondant (fra Din Kage), som er super godt at arbejde. Blødt og medgørligt (dog ikke i varmen. Vi svedte nærmest lige meget...) Pynten blev lavet med en ny form fra Wilton. Rigtig fin.


Fik jeg nævnt, at jeg fik 2 gode 6-kantet bageforme af kæresten, str. 20 og 30 cm?? Formen i str. 25 har jeg givet mig selv i fødselsdagsgave:-) Tingene skal jo passe sammen;-)




Oreo-kuglerne er rullet i sprinkles fra Wilton, der hedder "Cookies & Créme Crunch". Slet ikke dårligt.


Bollerne er bagt efter Amo's fødselsdagsbagebog. Opskriften hedder: De bedste boller.

onsdag den 27. juli 2011

Cupcakes med chokolademousse


I dag kom min søde familie og hjalp mig med nogle tekniske installationer. Dér er jeg altså ikke god, så jeg takkede dem med nogle friske Bourbon Vanilla Cupcakes med chokolademousse fra Dr. Oetker.
Jeg fik 11 cupcakes ud af opskriften og rigeligt af chokolademoussen, hvor jeg kun brugte en halv pose.

tirsdag den 26. juli 2011

Cacao-lakrids mandler


I dag skulle jeg mødes med en veninde, der elsker lakrids. Jeg tænkte, at hun så lige måtte smage disse små pletskud.

Opskriften har jeg fundet hos Himmelske kager og er som følger:

50 stk mandler
150 g mørk chokolade
2 spk cacao (ren cacao)
3-4 tsk lakridspulver (kan f.eks. købes hos Specialkøbmanden)

Sigt cacao og lakridspulver i en skål eller dyb tallerken.
Smelt chokoladen over vandbad. Dyp mandlerne i chokoladen og derefter i cacao/lakridsblandingen. Hvis du synes, så give mandlerne en ekstra tur i blandingen. Det gør dem pænere. Lad mandlerne ligge og tørre på et stykke bagepapir til chokoladen er størknet.
Opbevares i et glas eller en dåse.

fredag den 22. juli 2011

Jordbærsnitter


1 (Drømme)kagebund
Friske jordbær i tynde skiver
Lemon Curd

Smør bunden med et tyndt lag Lemon Curd og læg jordbær i tynde skiver ovenpå den ene halvdel. Læg bunden sammen og pak den ind i husholdningsfilm og sæt på køl.


Skær ud i snitter og nyd den skønne friske smag af kage, lemon og bær.

Oreo kugler igen igen...


Skønne Oreokiks forvandlet til skønne Oreokugler. Disse er lavet af opskriften her og blev dyppet i smeltet chokolade og drysset med krymmel.
Egentligt skulle det have været cake pops, men der var ikke plads i køleskabet til høje pinde, så derfor blev det til kugler. Det smagte de bestemt ikke dårligere af:-D

fredag den 15. juli 2011

Roulade med ribs


En roulade er skabt:-)
Først blev bærrerne plukket og her fik jeg god hjælp af familien.


Så blev der pillet små grene af 350-400 g bær og de blev kogt sammen med 100 g sukker. Heri kom 1 tsk vaniljesukker 0g 1 stk. husblas.


Bunden blev bagt, drysset med sukker og vendt over på et nyt stykke bagepapir. Så lod jeg bunden kølede lidt af, mens den var dækkket af et fugtigt viskestykke. Herefter smurte jeg et tyndt lag nutella på og så kom bærrerne, hvor jeg havde hældt det meste af saften fra.



Jeg rullede bunden sammen til en roulade ved hjælp af bagepapiret og pakkede både roulade og papir ind i et tørt viskestykke.
Rouladen var både sød og frisk, men en anden gang vil jeg lave bunden tykkere.

onsdag den 6. juli 2011

Rabarber og blåbær cupcakes


Jeg har lavet cupcakes til min søster, der skal holde pigefødselsdag.
Det er rabarber-cupcakes med hvid og mørk svejsisk chokoladecreme (fundet hos Annettes Kager). Den hvide chokoladecreme er tilsat et par dråber lakridsekstrakt - det er godt - rigtig godt!
Jeg har brugt ca. ½ portion af hver til 24 cupcakes. Der var rigeligt.


Opskriften på kagerne har jeg fundet hos Himmelske Kager.

lørdag den 2. juli 2011

2 x fødselsdagskage + en ekstra


Frederik og Benjamin har fødselsdag og de skal have hver sin kage, der viser hvad deres interesser er.
Frederik er mest til x-box, så derfor skal han have kagen med joy-stic'et.




Benjamin er vild med fodbold, så hans kage har naturligvis en fodbold på.



Kagerne består af 3 bunde af Bondekonens chokoladekage. Der er et lag mousse af blandet røde bær og et lag tobleronecreme.
Kagerne er opsmurt med Nutellacreme og overtrukket med fondant.
Joystic'et og fodbolden er lavet af RKT (Rice Krispies Treats), en opskrift jeg har fundet flere steder på nettet og min udgave kan ses her.
Begge figurer er herefter overtrukket og pyntet med fondant. Græsset er Royal Icing (glasur).

Kagerne måler Ø18 cm og er 7,5 cm høje.

Tillykke Benjamin og Frederik med de 13 år:-D

Mor Tine har fået en lille kage med knapper og kantebånd af det kage, der blev tilovers:-)
Hendes kage er overtrukket med hindbærfondant og de brune knapper er blandet marcipan og chokoladefondant. Resten er fondant.
Kagen måler Ø12 cm og er 5 cm høj.



Tine er rigtig god til al slags håndarbejde. Hun har før fået en lille kurv med garn.

RKT (Rice Krispies Treat)

RKT er meget populært i f.eks. USA som en slags slik/kage, men det kan også bruges til at lave forskellige figurer af.
Start med at smøre et ark bagepapir ind i noget fedtstof (smør, palmin e.l.) eller smør den form du har valgt.

Jeg har lavet 2 små halve kugler og 1 figur, der gerne skal blive til et joystic af denne portion:

50 g smør
300 g skumfiduser (f.eks. Marshmallows til grill)
1 liter Rice Krispies

200 g smeltet chokolade til at smøre op med eller du kan først smøre figuren op med Royal Icing, herefter smeltet chokolade.

Smelt smøret i en stor gryde. Hæld skumfiduserne i og rør til de er helt smeltet. Det kan godt se lidt underligt grynet ud, men det skal nok samle sig igen.
Når alle skumfiduserne er smeltet, hældes Rice Krispies i og blandes godt ind i skumfiduserne.
Det kan drille med de lange "tråde" fra skumfiduserne, men smør evt. også din dejskraber eller ske ind i fedstof, så er det nemmere at få af.
Fyld den form du har valgt eller hæld massen ned på bagepapiret og form figuren gennem bagepapiret. Jeg smurte også hænderne lidt ind, da jeg skulle forme joystic'et videre med hænderne, så var det nemt at have med at gøre.

Sæt din figur på køl i ca. 15-20 min, så kan du forme videre, hvis det er nødvendigt. Det holder nu formen bedre end ved først formning.

Lad figuren køle helt, evt til næste dag.

Smelt chokolade og jævn figuren ud med dette. Den lille runde er smurt ind i hvid chokolade 1 gang, den anden figur er smurt ind 2 gange. Man kan blive ved til man synes alle huller er dækket godt nok og figuren føles glat.

Herefter kan du overtrække med fondant eller smørcreme ... eller bare spise det som det er :-)


fredag den 1. juli 2011

Sol og sommer ... og skæve parasoller


Her er sommerkagen, som mine søde gæster fik i dag. 2 af dem kom også langvejs fra - USA. Det kræver da en fin kage.
Det er en Bondekonens Chokoladekage i 3 bunde, fyld af rabarbermousse med friske jordbær lagt ovenpå og chokoladefløde creme.
Kagen er smurt op med Nutellacreme og overtrukket med fondant blandet med marcipan. Det er farvet i flere blå nuancer og tilsidst rullet ud sammen.



Pynten er fint blendet mandler (som sand), et tæppe, en strandkurv med sololie og et lille tørklæde. Ved tæppet står klip-klappere og solhatten ligger og venter. Parasollen er af fondant (men knækkede desværre ved påsætning). Parasollen sidder fast i et sugerør, der går hele vejen gennem kagen.



Langs kanten springer glade delfiner...


Kagen måler Ø18 cm og er 7 cm høj.